Filosofi (endelig tilstand)Gustav Klimt · 1907

Identifikation af Filosofi (endelig tilstand) af Gustav Klimt

Filosofi (endelig tilstand) er et maleri af den østrigske kunstner Gustav Klimt. Værket nåede sin fuldendte form i 1907 og blev skabt som en del af en større serie af malerier, der blev bestilt til Universitetet i Wien mellem 1900 og 1907. Dette specifikke værk var oprindeligt tiltænkt loftet i den store sal på Universitetet i Wien.

Skabelsen af dette værk fandt sted i en periode med betydelig kunstnerisk udvikling for Klimt. Det tilhører gruppen af malerier kendt som Universitetstemaerne. Disse værker var en del af et monumentalt projekt, der havde til formål at dekorere institutionens arkitektoniske rum, og kompositionens enorme skala afspejler dens oprindelige funktion som et loftsmaleri.

Kompositionen og de visuelle elementer

Kompositionen er organiseret i distinkte halvkugler, der skaber en dyb følelse af balance og dualitet. På venstre side bevæger en procession af nøgne figurer sig i en sammenflettet og overlappende formation. Disse skikkelser repræsenterer menneskelivets cyklus, i en bevægelse der strækker sig fra spædbarnets uskyld til alderdommens tyngde. Figurerne er præget af forlængede former, hvilket skaber en fornemmelse af flydende bevægelse, der danser hen over lærredet. I skarp kontrast hertil domineres den højre halvkugle af en uendelig, vidstrakt himmel, hvor en kolossal sfinks er placeret som et monumentalt anker i det himmelske baggrundstæppe.

Ved værkets fod finder vi en kvindeskikkelse ved navn Hygieia. Hun bærer Lethes bæger i den ene hånd, mens den æskulapiske slange snor sig om hendes arm, som et symbol på helbredelse og livets skrøbelighed. Hun er placeret med ryggen vendt mod den centrale gruppe af figurer, hvilket skaber en følelse af isolation eller eftertænksomhed. Tæt på midten anes en kvindeskikkelse, der er delvist svøbt i mørke, indlejret i et komplekst og fortryllende væv af former og mønstre, der næsten synes at opløse grænsen mellem det jordiske og det mystiske.

Teknik og kunstneriske materialer

Værket er udført på et lærred med dimensionerne 430 x 300 cm. Klimt benyttede tempera til at opbygge kompositionen, hvor mediet blev påført for at skabe en følelse af dybde og tekstur. Overfladen er prydet med lag af bladguld, der er blevet møjsommeligt påført over de teksturerede områder. Denne metode resulterer i en skinnende visuel effekt, der strækker sig over hele den storslåede overflade.

Anvendelsen af materialerne følger Art Nouveau-stilens principper. Kunstneren benyttede organiske former og flydende linjer til at definere figurerne og det omgivende rum. Det subtile samspil mellem den matte tempera og det reflekterende bladguld skaber en fascinerende kontrast i, hvordan lyset interagerer med maleriets forskellige sektioner. Denne teknik fremhæver værkets overfladekvalitet, samtidig med at den bevarer den strukturelle integritet i de langstrakte menneskelige former.

Historien om det originale værks tab

Efter sin første fremvisning blev maleriet erhvervet af August Lederer. Værket forblev i private hænder helt frem til Anden Verdenskrigs mørke år. Under konfliktens afsluttende faser blev maleriet flyttet til Schloss Immendorf, et slot beliggende i Nedøstrig, i et forsøg på at beskytte det mod krigens ødelæggelser.

Det antages, at det originale lærred gik tabt under SS-styrkernes tilbagetog. Disse styrker satte ild til Schloss Immendorf, hvilket resulterede i det tragiske tab af værket. Ingen fysiske rester af det faktiske maleri eksisterer i dag. Kun forberedende skitser og fotografisk dokumentation står tilbage som de eneste håndgribelige beviser på værkets eksistens og dets specifikke visuelle detaljer.

Dokumenterede fortolkninger og debatter

Modtagelsen af dette værk var præget af betydelig friktion i de østrigske kunstkredse. Kritikere fordømte ofte kompositionen for at være seksuelt provokerende og argumenterede for, at dens billedsprog var uegnet til universitetets akademiske miljø. Disse iagttagere beskrev ofte den centrale figurmasse som en drømmeagtig samling af menneskeheden, hvilket antydede, at arrangementet refererede til et "viskøst tomrum" snarere end en struktureret filosofisk undersøgelse. Denne opfattelse af formålsløshed og mangel på rationalisme stod i direkte modstrid med de forventninger, som periodens akademiske institutioner havde.

Kunstneren tilbød en specifik ramme for de symbolske elementer i kompositionen. Værkets venstre side er tænkt som en repræsentation af den menneskelige eksistens' fremdrift, specifikt livets begyndelse, blomstring og forfald. I modsætning hertil er den højre side ment til at skildre jordkloden som en kilde til mysterier. Fra lærredets nederste del stiger en lysfigur frem, som er tænkt som en repræsentation af begrebet viden.

Debatten omkring værket var en del af en større spænding mellem den fremspirende modernisme og de rigide diktater fra den statsstøttede kunst. Kontroversen førte i sidste ende til, at kunstneren trak sig fra offentlige bestillingsopgaver, da han søgte at distancere sin praksis fra den akademiske censurs begrænsninger og de offentlige embedsmænds skarpe blik.

Relaterede værker af Gustav Klimt

Loftsmalerierne til Universitetet i Wien omfatter flere værker, der deler en tematisk forbindelse til dette værk. Jurisprudens (endelig tilstand) og Medicin er begge en del af denne samme serie. Disse værker udgjorde en del af den monumentale bestilling til Universitetets store sal. Ligesom Filosofi (endelig tilstand), var disse malerier genstand for betydelig offentlig debat og intens granskning i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Andre kompositioner fra kunstnerens periode med høj ornamentik inkluderer Kvindens tre aldre, som blev malet i 1905. Dette værk tilhører den æra, hvor kunstneren var ved at udvikle sin helt særlige brug af dekorative mønstre og symbolske former. Desuden blev Kysset skabt mellem 1907 og 1908, en periode der fulgte efter færdiggørelsen af projekterne til Universitetet i Wien.