Oprindelse og historie for Convent of San Francesco
Convent of San Francesco er beliggende i Assisi, Italien. Opførelsen af dette sted begyndte kort efter kanoniseringen af Sankt Frans i 1228. Landskabet her har gennemgået en betydelig forvandling gennem århundrederne. Området var tidligere kendt som Helvedesbakken, men blev omdøbt til Paradisbakken som en eftertanke til Sankt Frans' åndelige arv.
Komplekset blev grundlagt for at tjene som et mindesmærke for helgenen. Det fungerer som moderkirke for den romersk-katolske orden af konventuelle mindre broderordener. Stedet forbliver et centralt knudepunkt for kristen pilgrimsrejse. I år 2000 udpegede UNESCO Basilikaen og de omkringliggende områder som et verdensarvsted i anerkendelse af stedets enorme historiske betydning.
Basilikaens arkitektur
Sankt Frans-basilikaen er en to-etagers struktur, der vidner om en brydningstid i de arkitektoniske stilarter. Med mesterlig præcision forener den den massive, jordbundne karakter fra den romanske stil med den stræben mod himlen, som kendetegner gotiske elementer. Denne formmæssige evolution åbenbarer sig gradvist, efterhånden som man bevæger sig gennem de forskellige niveauer i det storslåede kompleks. Den nedre kirke, eller Basilica Inferiore, bevarer sin romanske sjæl og tilbyder et intimt og inderligt rum til eftertanke. I skarp kontrast hertil står den øvre kirke, der defineres af sin imponerende højde og det guddommelige lys, som strømmer ind gennem mosaikvinduerne.
Under disse to niveauer hviler krypten. Dette stille og hellige fristed huser relikvierne fra Sankt Frans og fungerer som stedets åndelige midtpunkt. Den arkitektoniske komposition leder de besøgendes bevægelse gennem rummet i en spirituel rejse, der bevæger sig fra de nedre etagers tunge, jordbundne sten mod de øvre etagers lysfyldte og luftige voluminer. Opførelsen af dette monumentale kompleks tog sin begyndelse kort efter helgenens kanonisering i 1228.
F.M. Perkins-samlingen
F.M. Perkins-samlingen fandt sin vej til Convent of San Francesco gennem arven fra Fred Mason-Perkins. Denne amerikanske kunstkritiker efterlod 57 værker til det hellige kloster. Samlingen udgør et fokuseret studie af forskellige italienske regionale stilarter og rummer mesterlige værker fra de florentinske, sienesiske, venetianske, veronesiske og emilianske skoler.
Samlingen indeholder værker af flere betydningsfulde skikkelser fra den senmiddelalderlige og tidlige renæssance periode. Blandt de fremragende værker i besiddelserne finder man navne som Pietro Lorenzetti, Lorenzo Monaco og Sassetta. Udvælgelsen præsenterer desuden værker af Taddeo di Bartolo og Masolino fra Panicale, som tilsammen bidrager til den enorme historiske dybde i stedets kunstneriske skatte.
Mesterværker i samlingen
Convent of San Francesco er kunstnerisk forankret i de enestående freskoer af Giotto di Bondone. I den nordlige tværskib i Nedre Kirke tilbyder værket The Visitation fra 1311 en dybdegående undersøgelse af menneskelig emotion og rumlig dybde. Dette værk markerer et afgørende brud med den foregående æras flade og stiliserede konventioner ved at introducere en følelse af tyngde og en tredimensionel tilstedeværelse i den hellige fortælling.
I den Øvre Kirke fortsætter Kristi himmelfart denne bevægelse mod naturalisme. Kompositionen benytter en rytmisk bevægelse af figurer og en lagdelt atmosfære af blå og hvide nuancer til at skildre den guddommelige opstigning. Dette værk vidner om en sofistikeret forståelse for volumen, som forankrer den himmelske begivenhed i et mærkbart, fysisk rum.
Udover freskoerne rummer samlingen et flamsk gobelin fra 1479. Dette tekstil tilbyder et anderledes materielt perspektiv på de devote traditioner, der er bevaret inden for disse mure.
Museet for skatten
Samlingen af hellig middelalderkunst og smykker i klosteret har sine rødder helt tilbage i midten af det 13. århundrede. Denne enestående samling blev indledt af pave Gregor 9., og de genstande, der i dag hviler her, er vidnesbyrd om de hengivne bønspraksisser og de materielle traditioner, der prægede den æra, hvor franciskanerordenen blev grundlagt. Hver genstand bærer på en dyb åndelig arv, der forbinder fortidens tro med nutidens beskuer.
Blandt de mest fremtrædende liturgiske genstande finder man Guccio di Mannaia’s kalk, et mesterværk i sig selv. Museet bevarer desuden en række hellige missaler og breviarier, hvis detaljerigdom er overvældende. Disse håndskrifter og metalarbejder udgør en direkte, sanselig forbindelse til det religiøse samfunds liturgiske liv. For at bevare deres dybe historiske og religiøse kontekst opbevares disse skatte i selve helligdommen, hvor de fortsat ånder af den hellighed, de blev skabt til at tjene.
