Historien og oprindelsen til Museo Boldini
Museo Boldini fungerer som den mest betydningsfulde offentlige samling af værker af den ferraresiske mester Giovanni Boldini. Institutionen blev grundlagt i 1935 og blev indviet den 20. oktober samme år. Formålet med grundlæggelsen var at bevare den kunstneriske arv fra en maler, der bevægede sig mellem Firenze, London og Paris, og som i sidste ende blev en central skikkelse i Belle Époque.
Museet har gennem tiden oplevet betydelige afbrydelser i sin drift. Efter jordskælvet i Emilia i 2012 blev dørene lukket for offentligheden for at give plads til nødvendigt restaureringsarbejde. Denne periode med stilhed har været en del af en større og kompleks indsats for at stabilisere stedet og forberede det på en ny æra af formidling.
De nuværende udviklinger indebærer en væsentlig strukturel og kuratorisk integration. Museo Boldini er en del af et bredere projekt, der har til hensigt at forene rummet med Museo dell'Ottocento og Museo De Pisis. Denne forening søger at skabe en sammenhængende tilstedeværelse i byen ved at forbinde forskellige epoker af moderne kunst gennem en fælles institutionel ramme.
Arkitekturen i Palazzo Massari
Museet indtager piano nobile i Palazzo Massari, en betydningsfuld struktur i Ferraras urbane landskab. Denne ophøjede etage skaber en følelse af rumlig distinktion, der adskiller de primære gallerier fra stueetagen. Arkitekturen fremmaner en helt særlig atmosfære gennem sine varierede interiørstilarter, der bevæger sig fra den strukturerede elegance i barokken til den lettere ornamentik i rokokoen. Her finder man både et barok kapel og en rokoko salon, der er karakteriseret ved hvidt og gyldent stuk, hvor lyset spiller sammen med de forgyldte overflader.
Bevægelsen gennem paladset defineres af en lang korridor. Dette rum er prydet med medaljoner og efterligninger af skulpturer, som tilsammen skaber en rytmisk visuel sekvens. Rummenes layout muliggør en glidende overgang mellem disse højt dekorerede ceremonielle rum og de mere intime omgivelser i kunstnerens samling. Palazzoens fysiske miljø udgør en permanent og struktureret kulisse for de mesterværker, der er ophævet bag dens mure.
Den omfattende kunstsamling
Samlingen består af mere end tres malerier, der tegner en linje gennem udviklingen af en helt unik vision. Ved siden af disse lærreder giver næsten tusind værker på papir—herunder pasteller, akvareller, tegninger og raderinger—et mere intimt indblik i den kreative proces. Disse mindre værker tilbyder en følelse af den umiddelbarhed, man finder i kunstnerens hånd, hvor lys og form indfanges med en direktehed, som de større oliemalerier undertiden kan skjule. Blandt disse finder man betydningsfulde værker som Signora in rosa og La passeggiata al Bois, side om side med oliemaleriet Due cavalli bianchi og Autoritratto.
Ud over de færdige malerier bevarer museet en betydelig kerne af personlig historie. Dette inkluderer breve, dokumenter og møbler, der er bragt fra kunstnerens parisiske atelier på boulevard Berthier. Disse genstande, som blandt andet omfatter en æske med farver og pensler, eksisterer som fysiske levn fra et liv levet i hjertet af europæisk kunst. De skaber en mærkbar forbindelse til det studiemiljø, hvor disse værker blev udtænkt.
- Signora in rosa
- La passeggiata al Bois
- Due cavalli bianchi
- Autoritratto
Store mesterværker og værker
Samlingen bevarer flere af kunstnerens store, fuldlængde officielle portrætter – værker, der indfanger overklassens nærvær gennem en distinkt følelse af bevægelse. Disse lærreder besidder en særlig tyngde, der forankrer beskueren i den sociale atmosfære fra Belle Époque. Blandt disse finder man værket fra 1884, The Mondona Singer, og værket fra 1869, The Lascaraky Sisters, som begge afspejler udviklingen af en stil defineret ved flydende penselstrøg og et skarpt blik for karakter.
Visse værker tilbyder et mere intimt indblik i kunstnerens eget liv og sociale cirkel. Det selvportræt fra 1911, Self Portrait, giver et direkte møde med malerens eget ansigt, mens Portrait of Francesco Boldini og Portrait of the Painter Joaquin Araujo Ruano fokuserer på de individuelle subjekters særpræg. Der findes en særlig spænding i Woman in Black who Watches the Pastel of Signora Emiliana Concha de Ossa, 1888, hvor motivets blik og de mørke toner skaber en stille, koncentreret energi.
Museet rummer desuden værker, der udforsker lys og atmosfære gennem forskellige motiver og teknikker:
- Firework, 1895
Nylige projekter og genåbning
Museet gennemgår i disse år en omfattende restaurerings- og udviklingsproces, et betydeligt foretagende, der blev nødvendiggjort af lukningen efter jordskælvet i Emilia i 2012. Dette ambitiøse arbejde har til formål at færdiggøre renoveringen af Palazzo Massari inden udgangen af 2025. Den storslåede indsats understøttes af betydelige økonomiske investeringer, herunder 10.490.000 euro fra ministerielle midler, 2.270.000 euro fra en regional specialplan samt 220.000 euro fra kommunen i Ferrara.
Det forventes, at museet genåbner i anden halvdel af 2026. Denne fase af projektet er en del af en bredere stræben efter at forene Museo dell'Ottocento, Museo Boldini og Museo De Pisis. De arkitektoniske og strukturelle transformationer søger at integrere disse rum til en sammenhængende helhed inden for paladsets historiske mure.
