Historien om Dalí Teater og Museum
Dalí Teater og Museum er beliggende i Figueres, Spanien. Dets rødder er uløseligt knyttet til ruinerne af det gamle Figueres Municipal Theatre, en bygning der blev fortæret af flammer under den spanske borgerkrig. I årevis lå stedet hen som en ruin, et hult ekko af sin tidligere storhed. Men i 1960 blev der truffet en skæbnesvanger beslutning af Salvador Dalí og borgmesteren i Figueres om at genopbygge dette rum, hvilket transformerede det beskadigede vartegn til et dedikeret museum for kunstnerens livsværk.
Arbejdet med denne transformation tog for alvor fart i 1968. Projektet søgte at genfortolke det historiske sted, hvilket i sidste ende førte til grundlæggelsen af museet i 1974. Salvador Dalí bevarede en dyb, næsten åndelig forbindelse til denne lokation og boede i Figueres fra 1984 til 1989. Selve bygningen står i dag som et fysisk vidnesbyrd om hans personlige historie, opført på netop den jord, hvor han som ung mand afholdt sine allerførste offentlige udstillinger.
Arkitekturen i en surrealistisk labyrint
Strukturen er en monumental tilstedeværelse i Figueres, Spanien, og fungerer som kunstnerens ultimative, sidste skabelse. Den indtager grunden for et ombygget, nedbrændt og forladt teater, hvor bygningens oprindelige formål er blevet opslugt af en vidtstrakte, surrealistisk labyrint. Dette design søger at desorientere det rationelle sind gennem en kompleks sammensætning af rum. Arkitekterne, Joaquim de Ros i Ramis og Alexandre Bonaterra, arbejdede målrettet på at transformere ruinerne til dette bevidste, psykologiske miljø. Planløsningen strækker sig langt ud over de primære vægge og inkluderer bygninger og gårde, der støder op til det gamle teater.
En slående samling af former definerer eksteriøret og kulminerer i en magnifik geodætisk kuppel. Denne glasstruktur kroner det tidligere teaterscenerum og lader lyset trænge dybt ind i interiøret. Hvor publikum engang sad, er rummet blevet transformeret til en gårdhave, der er åben mod himlen. Denne åbenhed skaber en skarp kontrast til de lukkede, drømmeagtige rum, man finder inde i labyrinten. Arkitekturen fungerer ikke blot som en ramme om kunsten; den fungerer som en fysisk manifestation af det underbevidste, hvor grænserne mellem en bygning og en drøm bliver porøse.
Den omfattende samling af Salvador Dalí
Museet rummer den absolut største og mest mangfoldige samling af værker af Salvador Dalí. I hjertet af det hele findes kunstnerens egen personlige samling, et livsværk der strækker sig over hvert eneste årti af hans kreative eksistens. Disse malerier eksisterer side om side med skulpturer, tredimensionelle collager og mekaniske apparater, der udfordrer de traditionelle formers grænser. Tilstedeværelsen af disse objekter skaber et fysisk vidnesbyrd om et liv, der blev levet gennem kunsten.
Ud over lærredet udvider samlingen sig til det detaljerige og det flygtige. Her findes indviklede tegninger og tryk, ligesom smykkedesigns og holografiske kreationer. Denne variation afspejler en utrættelig stræben efter nye medier. Selvom fokus forbliver på Dalí, huser museet også en mindre udvælgelse af værker fra andre kunstnere, herunder El Greco og Marcel Duchamp, samt værker af John de Andrea.
- Gala Contemplating the Mediterranean Sea Which at Eighteen Metres Becomes the Portrait of Abraham Lincoln, 1976
- Cubist Composition - Portrait of a Seated Person Holding a Letter, 1923
Mesterværker og ikoniske værker
Nærværet af værkerne inden for disse mure afslører udviklingen af en helt unik vision. Tidlige eksperimenter er synlige i værker som The Smiling Venus (1921) og Tea 'sur l'herbe' (1921). Disse værker eksisterer side om side med Cubist Composition - Portrait of a Seated Person Holding a Letter, som daterer sig til omkring 1923. Sorte værker lægger fundamentet for de mere komplekse og transformative objekter, man finder senere i samlingen. Man møder her Gala Contemplating the Mediterranean Sea Which at Eighteen Metres Becomes the Portrait of Abraham Lincoln, et storslået værk fra omkring 1976, der kræver en helt særlig fysisk relation til beskueren.
Grænsen mellem funktionelle genstande og surrealistisk skulptur opløses ofte her. En tredimensionel anamorfisk stue-installation præsenterer Mae West Lips Sofa, et stykke funktionel kunst, der ændrer form alt efter observatørens position. Denne optagethed af det uventede strækker sig til en Dalí-installation placeret inde i en bil i fuld størrelse, et værk inspireret af Rainy Taxi (1938). Selv arkitekturen bidrager til denne følelse af det uhyggelige, hvor en geodætisk glaskuppel kroner scenen i det gamle teater og lader lyset interagere med de objekter, der befinder sig nedenunder.
- The Smiling Venus (1921)
- Tea 'sur l'herbe' (1921)
- Cubist Composition - Portrait of a Seated Person Holding a Letter (omkring 1923)
- Gala Contemplating the Mediterranean Sea Which at Eighteen Metres Becomes the Portrait of Abraham Lincoln (omkring 1976)
