Henry FuseliMaleri, biografi og museumssamlinger

Tidligt liv, familie og uddannelse

Johann Heinrich Füssli blev født den 7. februar 1741 i Zürich, Schweiz. Han voksede op i et stort hushold som det andet af 18 børn. Hans far, Johann Caspar Füssli, var en mand med både pensel og pen; han arbejdede som portræt- og landskabsmaler, mens han samtidig skrev Lives of the Helvetic Painters. Dette miljø udgjorde en stabil, omend travl, kulisse for hans tidlige år.

Hans uddannelse fulgte en struktureret sti på Collegium Carolinum i Zürich, hvor han studerede de klassiske fag. Denne formelle dannelse inden for sprog og historie skulle senere farve den måde, han tilgik sine motiver på. Livet bevægede sig dog ikke med det samme mod lærredet for ham. I 1761 modtog han ordensløfter og tilbragte en periode som præst.

Præstebanen blev dog ikke hans endelige destination. Hans tidlige år var præget af en spænding mellem det religiøse liv, han var blevet forberedt på, og sin fars visuelle verden. Denne periode med studier og tjeneste lagde det intellektuelle fundament, som i sidste ende skulle understøtte hans senere, mere dramatiske interesser.

Kunstnerisk udvikling i England og Italien

I 1765 ankom han til England, hvor han fandt måder at forsørge sig selv på gennem diverse skribentvirksomhed. Det var i denne periode, at han mødte Sir Joshua Reynolds. Efter at have set hans tegninger foreslog Reynolds, at han opgav sine øvrige sysler og i stedet dedikerede sig fuldt ud til maleriet. Dette råd markerede et afgørende vendepunkt i hans livsbane.

I 1770 begav han sig ud på en kunstnerisk pilgrimsrejse til Italien, hvor han blev boende indtil 1778. Under sit ophold i Rom brugte han meget af sin tid på at fordybe sig i Michelangelos værker og de marmorstatuer, der prydede Monte Cavallo. Det var i disse formative år i Italien, at han valgte at ændre sit navn fra Füssli til det mere italiensk-klingende Fuseli.

Karriere i Storbritannien og Royal Academy

Da han vendte tilbage til Storbritannien i begyndelsen af 1779, fandt han hurtigt sin plads i det pulserende kunstmiljø i London gennem en bestilling fra rådmand John Boydell. Dette arbejde indebar et bidrag til Shakespeare Gallery, et ambitiøst projekt, der gav ham muligheden for at transformere dramatisk litteratur til levende, visuelle former. Hans tilstedeværelse i storbyen voksede støt, efterhånden som han avancerede gennem de institutionelle rækker i Royal Academy, hvor han blev udnævnt til associeret i 1788 og opnåede status som fuldgyldigt akademiker i 1790.

Hans indflydelse i Akademiet rakte langt ud over hans egne lærreder. Han besad betydelige administrative og undervisningsmæssige poster, først som Keeper og senere som professor i malerkunst. Disse roller placerede ham i selve hjertet af den britiske kunstneriske uddannelse. Hans liv i London var præget af disse officielle embeder og hans ægteskab med Sophia Rawlins, som tidligere havde fungeret som en af hans modeller. Han forblev en uundværlig og fast bestanddel af Akademiets struktur gennem mange år.

Værkernes kerne og motivverden

Meget af hans kunstneriske virke søger mod sindets dybeste skygger. I hans maleri fra omkring 1781, Mareridtet, udforskes drømmenes og det underbevidstes tunge, urolige vægt. Han rettede ofte sit blik mod den dramatiske spænding, man finder i litteraturen, og han skabte flere værker til John Boydells Shakespeare Gallery, hvor han med stor intensitet fokuserede på William Shakespeares skuespil. Hans fascination af Bardens fortællinger førte ham til at skildre scener som dem fra Macbeth, hvor han indfangede karakterernes psykiske opløsning og indre kamp.

Ud over scenekunsten trak han på både det antikke og det hellige. Hans lærreder fortolker ofte mytologiske og bibelske fortællinger, hvor han benytter en idealiseret skala til at forstærke følelsen af det fantastiske. Han brugte også betydelig tid på at udvikle en serie malerier baseret på John Miltons værker, i et forsøg på at oversætte digterens episke visioner til en visuel form. Disse motiver gav ham friheden til at bevæge sig sømløst mellem det guddommelige og det groteske.

• Mareridtet (omkring 1781)
• Dante og Virgil på Kocythos' is (1774)
• Lady Macbeth med dolkene (1812)
• Ariadne ser Theseus kæmpe mod Minotauren (1820)

Arv og Indflydelse

Henry Fuseli gjorde mere end blot at deltage i romantikken; han var med til at antænde dens flamme. Hans værker bevægede sig væk fra oplysningstidens strenge logik og søgte i stedet mod det viscerale og det dybt følelsesmæssige. Dette skift banede vejen for et helt nyt visuelt sprog i Storbritannien. Hans besættelse af det underbevidste og det irrationelle satte et uudsletteligt præg på det britiske kunstlandskab og påvirkede den retning, som mange yngre kunstnere ville følge i de efterfølgende årtier.

Man kan tydeligt spore hans skygge i værkerne hos William Blake, som delte en lignende fascination af det visionære og det intense. Henry Fuselis evne til at trække temaer op fra drømmenes dyb og det overnaturliges rige skabte en skabelon for udforskningen af den menneskelige psyke gennem maleriet. Selv i dag fortsætter hans fokus på det urovækkende og det fantastiske med at fascinere beskueren. Hans interesse for, hvordan et mareridt føles, snarere end blot hvordan det ser ud, forbliver en central del af hans eftermæle i kunsthistorien.

• The Nightmare
• Dante and Virgil on the Ice of Kocythos
• Lady Macbeth with the Daggers